My dearest brother...
Jeg har lært at være kold når det kræves, være ligeglad når det behøves.
Jeg har lært at sortere i mine følelser,
hvilke der er i orden at føle, og hvilke der er ligegyldige.
Men når jeg høre om dig, når jeg tænker på dig,
fyldes jeg med bekymring og jeg bliver ubeskrivelig bange.
Jeg kan aldrig lade hver med at fælde en tåre eller to,
så jeg må i skjul tørre mine tåre bort, og smile.
Men det er utrolig svært for mig at opbygge en sådan facade,
fordi jeg elsker dig, og hver lille en del af mit hjerte, savner dig.
Du er for mig et helt ubeskriveligt menneske,
og jeg føler virkelig inderligt det er så syndt at ingen andre ser dig,
som jeg ser dig, fordi så ville de vide hvem du i virkeligheden var.
For vi dele kød og blod, vi er sågar vokset op sammen.
Men det hele forsvandt, og det hele er faldet fra hinanden.
Du burde være den der passer på mig,
men det føles som om det er mig der skal passe på dig.
Jeg har kun bekymringer i hovedet, og tårene får frit løb hver aften.
Du burde lægge dine arme om mig og fortælle mig alting blev okay,
men du tror ikke engang selv på det, så hvorfor skulle jeg?
Det knuser mit hjerte at se dig leve i din egen verden,
langt væk fra virkeligheden og vi andre.
I split sekunder kan jeg tvivle på om jeg betyder noget for dig,
men de få gange jeg ser dig, lægger du ikke skjul på du elsker mig.
Du er en storebror som ingen andre, og vi vil dig kun det bedste!
Min største frygt er nok, at du i beruset tilstand køre dig selv ihjel,
i en stjålet bil eller en tunet scooter der køre 90 km/t.
Tænk hvis mit sidste syn , blev dig der smækkede døren bag dig,
alt imens du løb råbende som en sindsyg ud af døren,
og lod de hårde ord som ''kælling'' ''so'' og ''luder'' flyde ud af munden?
Jeg er langt mere end bare bekymret for dig,
men hvad fanden kan jeg stille op? Jeg er kun femten år,
og jeg har hverken psyke eller mod til at kæmpe dine kampe,
og de burde i realiteten heller ikke være mit problem!
men du kæmper altid mine, og jeg føler jeg skylder dig.
Jeg er helt ærligt parat til at gå ned og gå fuldstændig amok på alle,
men det ville ikke hjælpe dig, og det er ikke deres skyld du er hvor du er.
For du er ude hvor du ikke længere kan bunde,
og nu vil jeg lære at svømme, så jeg kan trække dig i land.
Vi står alle med åbne arme, du behøver ikke engang spørge..
Skrevet for to år siden, hvilken smerte det indeholder..
